Lidt om racen
En Japansk Spids er en fysisk og psykisk sund hund. Den er glad - lyser af livslyst og humør og elsker at være udendørs i al slags vejr, også i sne og frost. Den voksne hund fryser aldrig. Derimod er den, grundet sin tykke pels, hurtig til at søge skygge på varme sommerdage. Hunden er med sin lille størrelse moderat motionskrævende, men er i stand til at klare fysisk krævende udfordringer og er både udholdende, robust og hårdfør.
En typisk hund af racen fører sig med stolthed og naturlig værdighed, og den udstråler selvtillid og selvsikkerhed. Den Japanske Spids er meget kærlig og hengiven overfor sine mennesker, og den fjerner sig sjældent ret langt fra sin ejer på fremmede steder. Den kommer mennesker venligt og tillidsfuldt i møde, de kan dog være reseveret over for fremmede. Men en Japansk Spids er også i besiddelse af stor selvstændighed, og den lærer derfor sagtens at klare sig om dagen alene.
Temperamentet er roligt, og hunden virker psykisk afbalanceret - der er intet hidsigt eller iltert i dens måde at være på. Jagtinstinktet er nedtonet, hvorimod en Japansk Spids er en god vagthund. Den gør, hvis der er anledning til det og ellers moderat. Hundene er intelligente, lærenemme og lette at opdrage - glade for udfordringer, fx i form af agillity eller lydighedsdressur. Går man til træning eller andet, hvor mange hunde og mennesker er sammen, opdager man et nyt element hos sin Japanske Spids, nemlig det sociale i dens væsen, idet den tydeligt trives ved samvær med andre hunde. Specielt når racefæller mødes, viser hundene deres store glæde over at være i flok.
En Japansk Spids er en lille kompakt, firskåren hund med en overdådig, snehvid pels. Hovedet er kileformet med et tydeligt markeret stop, og øjnene er mørke, let skråtstillede og med sorte øjenrande. Næsen er lille, rund og dybsort, og læberne er ligeledes sorte. Kløerne ønskes også gerne mørke. Biddet er saksebid. Skulderhøjden er ifølge standarden 30-38 cm for hanner og lidt mindre for tæver. Højde/længdeforholdet bør være 10:11. Ørerne er små og tilspidsede, tætsiddende og opretstående. Halen - hundens særlige pryd - er besat med lange dækhår og bæres i en krølle op over ryggen. Poterne er små, runde og katteagtige. Bevægelserne er lette, elegante og glidende.
Pelsen står ud fra kroppen og består af 2 lag, inderst den tætte, fine underuld og yderst de lange dækhår. Der er en særlig kraftig pelskrave, ligesom benene har faner af lange hår. Hunden fælder det meste af pelsen 2 gange årligt - tæverne mest markant - og danner igen ny pels. Resultatet af processen er en ganske anselig mængde uld. Ulden kan spindes og forvandler sig under forarbejdning og senere brug til den lækrest tænkelige angora. Den hvide, lange og tætte pels kan umiddelbart synes krævende at holde, men dette er langtfra tilfældet. Pelsen skyr vand og snavs, og en times tid efter en skovtur i vådt og regnfuldt vejr er hunden tør og fin igen. Snavset drysser simpelthen af og kan støvsuges op. I fældetiden bør man børste dagligt. Resten af tiden er en gang om ugen tilstrækkelig. Herudover kræves ingen speciel pelspleje.
Den Japanske Spids nedstammer fra gruppen af arktiske spidshunde, som har været kendt på den nordlige halvkugle flere tusinde år tilbage. Spidshundefamilien er en af de ældste og mest oprindelige af alle hundefamilier, hvor de forskellige arter kun har undergået gå forandringer gennem tiden, både hvad angår udseende og karakteregenskaber.
Præcist hvilke hunde, der har dannet grundstammen til Japansk Spids, vides ikke med sikkerhed. Men det står fast, at renavlen af racen påbegyndtes i Japan i 1920'erne, og at der allerede før anden verdenskrig fandtes mange ensartede hunde af typen i hjemlandet. Krigen bevirkede en stærk tilbagegang for avlsarbejdet, men i 1953 var bestanden atter blevet så stor og stabil, at racen kunne godkendes nationalt i Japan, og i 1964 fulgte så anerkendelsen af Japansk Spids som selvstændig race i FCI, den internationale organisation for opdræt af racehunde.
I de følgende år bredte kendskabet til Japansk Spids sig efterhånden udenfor Japans grænser, og i begyndelsen af 1970'erne nåede den nye race også frem til de nordiske lande. Således blev de første Japanske Spidser i Danmark importeret hertil fra Sverige i 1979.
Racen er i de mellemliggende år langsomt blevet mere talrigt repræsenteret herhjemme samtidig med at der med mellemrum importeres nye hunde fra udlandet, for at tilføre det forholdsvis lille avlsmateriale nye blodlinjer og fortsat holde racen sund og fri for indavl.
