RALLY
Rally - også kaldet rally-lydighed, rally-O og rally-obedience - er en sjov hundesport baseret på lydighed og samarbejde, hvor hund og fører går en bane sammensat af skilte med forskellige øvelser.
Formålet med Rally er, at det skal være sjovt for både hund og fører. Hund og fører følger en bane med skilte hvor hvert skilt indeholder en øvelse. En rallybane består af 10-20 skilte, som viser, hvilke øvelser man skal udføre. Mellem skiltene går hunden ved fod. Øvelserne skal gennemføres i et flydende tempo og banen skal gennemføres på højst 3 - 4 minutter.
Øvelserne er primært lydighedsøvelser og som hovedregel kræves der ikke den samme præcision i øvelserne som ved almindelige lydighedsprøver. Der ligges stor vægt på det positive samarbejde mellem hund og fører, og at hunden udstråler glæde, mens den arbejder, og at føreren er god til at arbejde positivt med sin hund. Træningen skal være en god oplevelse for både hund og ejer.
Rally henvender sig til mange forskellige race og hunde i alle aldre, og både til dem der "bare" vil hygge sig med at træne nogle sjove øvelser med deres hund, og dem der har ambitioner om at gå til konkurrencer og gerne vil arbejde med finesser og detaljer i øvelserne. Fælles for alle er, at hundene trænes i øvelser, som er med til at forme en god familiehund, der formår at honorere de krav vi stiller til en hund, som skal fungere socialt og adlyde os - men på den sjove måde hvor også familiehunden, der nødvendigvis ikke skal konkurrere nemt kan være med.
Kontakt mellem hund og fører er alfa og omega i Rally og for at holde den gode kontakt på hele banen må føreren både bruge stemmen, hænderne og kroppen.
Godbidder tillades i indlæringsfasen og i klasserne for begyndere, og for øvede må føreren klappe i hænderne eller på låret for at opmuntre hunden.
Rally er en sjov, udfordrende og lærerig form for hundetræning, som de fleste Japansk Spidser vil elske. Hunden stimuleres mentalt og lærer en masse øvelser, hvoraf mange også er anvendelige i hverdagen. En væsentlig sidegevinst ved træningen er, at hunden får øget kropskontrol, og samarbejdet mellem hund og fører styrkes.
Lydighedstræning
Lydighedstræning er sjovt, lærerigt og yderst nyttigt. Ved lydighedstræning lærer hunden den mest elementære lydighed, såsom at komme når du kalder, sit/dæk på kommando- og blive siddende/liggende og gå pænt i snor. Desuden vil der være forskellige andre øvelser, som styrker lydighed og samarbejde mellem hund og fører.
Al træning bør tage udgangspunkt i den positive forstærkning - kort fortalt handler det om at belønne den ønskede adfærd og ignorere den uønskede adfærd. Lydigheds træning er en god måde, at opbygge et rigtigt godt tillidsforhold mellem ejer og hund. Man vil igennem lydighedstræning få en hund, som er nemmere at omgås i hverdagen, da mange af de ting, der trænes direkte kan bruges i hverdagen med hunden. Og så er lydighedstræning en sjov måde at møde andre hundeintersseret mennesker på, og for hunden at møde og lege med andre hunde. Der afholdes også konkurrencer i lydighed, både på alm. klub plan og på landsplan.