Rolig periode (4-7 måneder)

Hvalpens hormonproduktion er stabiliseret hvorfor perioden betegnes som rolig. Hvalpen er meget modtagelig for indlæring. Det er ideelt at tage hvalpen med til hvalpetræning i denne periode.

Rangordenen i flokken bør være på plads nu.

Den mest behagelige måde for hunden, og dermed også den mest effektive indlæringsmetode er at gøre træningen til en leg. Al indlæring bør derfor være lystbetonet, da det er den mest behagelige måde at lære på for både hund og ejer. Hunden husker lystbetonet indlæring, og er mere motiveret for selv at prøve at løse opgaver.

Japansk spids er en alarm hund og begynder sidst i denne periode at blive meget vagtsom, og passe godt på sit hus og familie. Den vil gø af fremmede, der kommer i nærheden af dens hus og have. En japansk spids har nemt til at gø, og det er nødvendigt at opdrage på hunden så den ikke gør for meget.

Øvelser som at sidde, give pote, ligge, dække, rulle, give hals på kommando, gå zig-zag mellem benene er gode øvelser at begynde med. Træn også gerne spor. Involvér hele familien i at arbejde med hunden. Lad gerne større børn deltage i træningen, idet det er meget værdifuldt for begge parter. Træningen vil føre til at hvalpen vil få større respekt for børnene og se dem som "højere rangerende" i flokken. Lad dog altid en voksen iagttage børns træning med hunden. Sværhedsgraden af træningen kan langsom øges.

Når I går tur med hunden, så lad et barn eller en voksen løbe ud i terrænet og gemme sig. Umiddelbart efter at personen er ude af syne, slip da hvalpen og lad den søge efter personen. I starten kan man nøjes med en afstand på 10-30 meter i modvind (så hunden får fært af personen - vinden transporterer vores lugt). Hunden roses, når den finder den "forsvundne". Efter få gange er hunden i stand til at finde personen på større afstande. Afslut altid med at personen returnerer til den øvrige "flok" (familien), der således er samlet igen. Denne afslutning har stor betydning for hunden, nemlig at flokken er samlet.

I denne periode skifter hvalpen tænder, hvorfor den tygger og gnaver en del. Sørg for at hvalpen har gode ting at tygge i for at lindre de ømme gummer, ellers finder den selv på noget, og giv evt. opblødt mad. Vær opmærksom på om hunden får dobbelt sæt tænder, især hjørne tænder, lad ikke hunden gå længe med dobbeltsæt, altså hvor både mælketand og den ny tand er på samme plads, tal med dyrlægen om mælketanden evt. skal hives ud, så hunden ikke får et skævt bid.
 

Fysisk kønsmodningsperiode (7-10 måneder)

I denne periode bliver hunden fysisk kønsmoden. For hannen betyder det, at den begynder at "lette ben" når den tisser, og for tæven at hun kommer i sin første løbetid.

Dominans får mere tyngde for både hanner og tæver, og hunden prøver atter at kravle op ad rangstigen. Territorialbevidstheden bliver mere udtalt for både hanner og tæver.

Tæven kan blive lidt psykisk ustabil når hun kommer i sin første løbetid. I den første del af løbetiden er hun irritabel og afvisende over for hanhunde. Formålet med denne afvisning er at holde hanhundene væk indtil hun er højløbsk (parringsvillig fra det ca. 10. til 14. døgn). I denne periode er hun venlig og omgængelig. Herefter er hun igen afvisende over for hanhundene.

En tommelfingerregel for hvornår hunden er højløbsk er, at blodet er næsten klart. Langt de fleste tæver kommer i løb med 6-7 måneders mellemrum.

Man bør ikke lade en tæve parre før den er både fysisk og psykisk moden, hvilket er omkring når den er 2 år.

Det frarådes at stille store krav til træningen af tæven under løbetiden. Tæven kan være meget følsom og ustabil, hvilket kan medføre mistillid til dig som flokfører, hvis du presser den unødigt. Man kan komme til at ødelægge tidligere indlærte færdigheder.

I løbet af hele denne periode vil han hunden optræne sin evne til at stige i hierarkiet, hvilket kan være forbundet med nogle problemer overfor nogle familiemedlemmer.

Hunden må ikke få succes med at få stimuleret sin dominans. Skulle hunden eks. have erobret børnenes legetøj, og tilsyneladende forsvarer dette, så undgå konfrontationen. Afled i stedet hunden, byt genstanden med noget bedre, f.eks. hundens eget legetøj eller en godbid. Du kan også give den en kommando, f.eks. "dæk" og på den måde afbryde hundens handling. Brug aldrig vold, da det kun vil stimulere hundens dominans.

Også den underdanige hund "kvikker noget op" i denne periode. Hvis selvtilliden er lille, skal du give den små sejre, som f.eks. "trækkelege" med hunden, hvor den vinder stort set hver gang. Denne leg bør især leges med hunde med lidt selvtillid og initiativ.

Der er intet i vejen med hunden, hvis den ændrer sin adfærd i denne periode, det er blot hormonerne, der spiller ind. Vær opmærksom og vedholden i din opdragelse.

Efter kønsmodningsperioden vil hunden atter komme i balance.

Har du skabt et godt grundlag for samarbejde med hunden, og samtidigt etableret dig som en god vejviser vil perioden ikke syntes at være særligt vanskelig. Har du endnu ikke formået dette, så glæd dig over at denne periode ikke varer så længe.

Du bør i perioden ikke forvente for meget af hunden i træningsøjemed. Lav de øvelser hunden kender, og koncentrer dig om at vedligeholde disse. Er dit samarbejde med hunden godt, kan du gå forsigtigt frem med nye øvelser, men forbered dig på at hundens indlæringsevne ikke er som den plejer at være. Igen gælder det, at du kun skal træne meget moderat med en tæve i løbetid.